Tandplejer

Mit navn er Laura, og selvom jeg har sjællandsk ophav, er jeg ægte aarhusianer i blodet. Jeg bor på frederiksbjerg og skal snart giftes.
Jeg har været tandplejer i Aarhus i ca. 3 år. Så efterhånden er jeg blevet ret godt bekendt med de århusianske bisser – og de mennesker, de sidder på.
For mig er relationen til mine patienter en stor del af det, der gør mit arbejde sjovt. Jeg kan godt lide at lære dig lidt at kende og skabe et rum, hvor vi kan tale åbent og i øjenhøjde.
Ved siden af mit arbejde på Aarhus Tandcenter læser jeg en sundhedsfaglig kandidatuddannelse. Jeg er nemlig nysgerrig på hele mennesket – ikke kun den del, der befinder sig fra hagen og op. Det giver mig et bredere og mere helhedsorienteret blik på sundhed og på den rolle, mundsundheden spiller i det samlede billede.
Jeg er ikke så meget til løftede pegefingre.
Hvis tandtråden stadig ligger uåbnet i skuffen siden sidst, så må vi finde ud af hvorfor – og om der måske findes noget andet, der fungerer bedre for dig.
Tryghed, ærlighed og en individuel tilgang.
Mennesker er forskellige, og derfor arbejder jeg heller ikke ud fra, at den samme løsning fungerer for alle. Vi tager udgangspunkt i dig, dine tænder og din hverdag.
Du må også gerne fortælle mig, hvis noget er svært, eller hvis mine gode råd bare ikke fungerer for dig. Så finder vi en anden vej.
Hos mig kommer du ikke til at kede dig. Jeg har masser af energi og holder af den menneskelige kontakt, der følger med mit arbejde – så der er som regel også plads til snak undervejs.
Jeg fortæller dig løbende, hvad jeg ser, og hvad jeg fagligt anbefaler. Under behandlingen forbereder jeg dig på, hvad der skal ske som det næste, så du hele tiden kan følge med i processen – selvfølgelig kun i det omfang, du selv ønsker det.
Mit mål er, at du går herfra med mere end bare rene tænder. Du skal også gerne forstå dine tænder lidt bedre og vide, hvad du selv kan gøre for at passe godt på dem.